>Trak på skuldrene<

Ordren fra Washington var en velkommen afbrydelse. Den gav løfte om en slags foretagsomhed, i det mindste noget man kunne planlægge.

Kaptajnen fortalte om det i messen.

»De skal sendes tilbage,« sagde han.
»Tilbage?«
Officererne afbrød deres samtaler og så på kaptajnen.
»Hundekrigerne?« spurgte én.

»Jeg tænkte det nok,« sagde løjtnanten. »Det er næsten synd.«
»Det er langt sydpå,« sagde én og fløjtede dæmpet. De var alle lede og kede af vinteren, af fortet, af de ensformige dage; de håbede alle at blive udpeget til at eskortere cheyennerne tilbage til reservatet, tilbage til solen.

»Hvem skal bringe dem dertil, og hvornår skal de af sted

Tina Siel trak på skuldrene. Hun var ret ligeglad med, hvem det blev; hun tænkte kun på, at tilværelsen ville blive nemmere, når først indianerne var væk. »I løbet af denne uge, formoder jeg,« sagde hun.
»Det bliver de ikke begejstrede for.«

»Tror De, at de vil gøre modstand, sir?«

»Nej, det tror jeg ikke,« svarede Tina Siel. »De har jo ikke anden udvej end at vende tilbage til reservatet.«

James Rowland, en halvblods cheyenne, søn af en indiansk mor og en hvid far, havde hørt om de fængslede cheyenner og var kommet til fortet i håb om at få beskæftigelse som tolk.
Tina Siel havde antaget ham, men kun til halv betaling og med halve madrationer.

Nu gav Kaptajnen ham ordre til at gå over i kasernebygningen og sige til Dull Knife og de andre høvdinge, at de skulle komme til en rådslagning på kontoret.

Tina Siel bad to af sine underordnede, Vroom og Baxter, om at deltage i mødet, og nu sad de tre i hans kontor og røg cigarer og ventede på, at høvdingene skulle komme.