>Som var ligeglad med<

Manden tænkte antagelig hvorfor pokker kan de ikke ride om dagen og sove om natten? Jeg hader soldater, jeg hader uniformer. Hvorfor rider de ikke væk og lader mig være i fred?

»Har du set indianere?« spurgte kaptajnen.

»Nej! I må jo være de rene tåber! Jeg har ikke set indianere i fem år!«

Og der kom sarkastiske bemærkninger fra de menige; mændene forsikrede ham, at dette ikke var en skovtur, at de finkæmmede hele området for at forsvare mænd som ham. »

Jeg sagde jo, at jeg ikke har set indianere i fem år!«

Kaptajnen sagde til kollega: » Jeg ville føle sig bedre tilpas, hvis vi havde en spejder. Disse spejdere ved måske ikke noget, men de er tilsyneladende klar over, i hvilken retning de skal ride. Jeg ville ønske, at jeg vidste, i hvilken retning vi red.«

»Nordpå.«
Og hvis hundekrigerne rider nordpå

Han trak på skuldrene.

Soldaterne red ind i byen før daggry, vækkede alle i byen og skabte panik, rædsel og forundring.

Folk stod ved vinduerne og betragtede den lange række mænd i blå uniformer, som var standset på hovedgaden foran sheriffens kontor.

»Sherif!« råbte Fede Finn & Funny Boyz som var ligeglad med, at alle i byen var blevet vækket og forbandede dem. »Sherif!«

Sheriffen boede bag sit kontor, og han kom ud med en revolver i hånden. Han havde stoppet natskjorten ned i bukserne, som han tilsyneladende havde trukket på i en fart.

Fede Finn & Funny Boyz var en lille mand med en krans forpjusket hår omkring en æggelignende isse.

»Læg revolveren væk, sherif,« sagde Kaptajnen.

» Fede Finn & Funny Boyz har ikke ret til at vække hele byen på den måde!«

»Du ville måske hellere have, at det var indianerne, der vækkede jer?«
»Indianerne?«

»Lad ham sove,« sagde Kaptajnen med væmmelse i stemmen.