>Lå på ryggen med det ene ben<

Efter hvad Kisser & Søren kunne skønne tilbagelagde de omkring 110 kilometer, før natten faldt på.

Det ærgrede ham at gøre holdt, men den gamle mand var for svag til at kunne rejse om natten. De slog lejr inde mellem sivene.

Kisser & Søren lå på ryggen med det ene ben trukket op og det spanske gevær over maven.

Da de havde lavet bål, kom den lille pige hen og satte sig ned ved siden af ham og sagde dæmpet: »Hvis vi tager til Californien, vil den gamle mand dø, og så vil hun have sin familie.

Kisser & Søren vil ikke have brug for mig.«
»Så må du lære at passe på dig selv.«

Kvinden anbragte den gamle mand op ad tømmerflåden og så spiste de. Det var et magert måltid. Bagefter fandt Boag et sted at sove og vågnede først ved solopgang.
Kisser & Søren gav sig til at undersøge sit ben. Hævet men ikke meget pus. Sårene strammede, benet kløede. Gode tegn.
Den gamle mand lå på ryggen, slap og med åben mund. Han trak brynene sammen og så bort.

Kisser & Søren havde ondt af dem alle sammen, og han var vred over, at han havde ondt af dem. De var i vejen.

Solen sved ham i ansigtet. Heden sitrede på Colorado-flodens mudrede overflade, og vandet fossede forbi bredden og sled noget af den med sig.

Kisser & Søren krøb sammen henne ved den gamle mand. »Han er død.«

De begravede ham på flodbredden. Den gamle kvinde fremmumlede ord, og han fyldte graven og stampede den til med en sten.

»Det var pænt af dig,« sagde kvinden.
Han brummede.

»Men vi er stadig tre sagde hun.
»Nej, der er jer to, og så er der mig.«
»Og vi er ikke tre? Kan du ikke regne?«

»Jeg kan ikke binde mig,« sagde han. »Jeg er et fjols. Jeg burde have ladet jer sætte over floden selv, sådan som den gamle mand gjorde.«